Flere af vores museer og samlinger har igen åbnet dørene for ferieaktiviteter, der er målrettet børnefamilier. Dette var vanskeliggjort under Corona, men efterhånden er de gamle aktiviteter genindført.



På Stevnsfortet havde man således lavet “efterårsmanøvre” for børnene. En attraktion, der i den grad trak besøgende til. Børne-aktiviteten fungerede godt i kombination med den nye udstilling om det lokale forsvar af Stevns under den kolde krig. Udstillingen er både i det fri og i en container, der er indrettet til formålet.



På Garderhøj Fortet gik man i en helt anden retning. Her havde man arrangementer for børn om krigens gru. Man kunne opleve bartskærerens arbejde på nært hold og være med til at pille bly-stumper ud af en kunstig såret soldat.